Hvor er det dejligt at stå her i aften, samlet omkring bålet, mens sommerlyset endnu hænger i luften, og vi mærker den særlige stemning, som kun Sankt Hans kan give. Det er en aften, hvor vi for en stund træder ud af hverdagen og ind i noget større: en tradition, et fællesskab og et ritual, som generationer før os også har kendt.
Et bål er i sig selv enkelt: træ, ild, varme og lys. Men når vi samles omkring det, bliver det til mere end flammer.
Det bliver et tegn på sammenhængskraft. Vi står her med forskellige aldre, erfaringer og liv, men for en aften vender vi blikket mod det samme lys. Vi deler et øjeblik.
Og netop sådanne øjeblikke er vigtige, fordi de minder os om, at et lokalsamfund ikke kun består af huse, veje og adresser. Det består af mennesker, der vil hinanden. En tradition, der samler os, hvor vi møder andre i byen, som vi ellers ikke ser så ofte. Det er en tradition, der både samler byen her og også Danmark denne aften, hvor vi fejrer midsommeren.
Sankt Hans er en af de traditioner, der binder os sammen på tværs af tid.
Vi gør noget, fordi andre har gjort det før os, og fordi vi ønsker, at nogen også skal kunne gøre det efter os. Traditioner er ikke bare gamle vaner. De er fælles holdepunkter. De giver os noget at vende tilbage til, når verden forandrer sig, og de giver vores børn og unge en fornemmelse af, at de hører til i en fortælling, der er større end dem selv. En vigtig opmærksomhed i den tid vi lever i, hvor meget handler om den enkelte frem for fællesskabet.
Traditioner lever kun, hvis nogen bærer dem. Og her spiller foreningerne en helt særlig rolle. I vores foreninger mødes mennesker om noget, de brænder for: sport, kultur, natur, spejderliv, musik, frivillighed, lokalhistorie eller noget helt andet.
Foreningerne er steder, hvor man ikke bare er tilskuer, men deltager. Hvor man lærer at tage ansvar, give en hånd med, byde nye velkommen og skabe noget sammen.
Det er ofte i foreningslivet, at fællesskabet bliver konkret. Det er træneren, der står klar i regnvejr. Det er bestyrelsesmedlemmet, der tager endnu et møde. Det er den frivillige, der tænder grillen, sætter stole frem, laver kaffe, rydder op eller sørger for, at bålet kan tændes sikkert. Det er alt det, der måske ikke altid bliver set, men som gør en enorm forskel.
Jeg har netop været med Folketinget til Sydslesvig og et besøg hos det danske mindretal. Danskheden fylder meget for dem, der bor i et andet land med andre skikke, og sammenhængskraften her skabes alene af foreninger og deres ildsjæle. Hatten af for et kæmpe arbejde, de frivillige der gør, for at holde børnehaver, skoler, biblioteker og andre foreninger kørerende for at bevare det danske til efterkommerne. Det er et kæmpe arbejde bare at drive en børnehave med en anden pædagogik end det omkringliggende samfund, eller et bibliotek med danske bøger, for at værne om sproget.
Helt de udfordringer har vi ikke her, men derfor opstår fællesskab ikke af sig selv. Det viser disse år tydeligt. Fællesskab kræver traditioner, mødesteder og ritualer. Det kræver, at nogen siger: Kom med. Der er plads til dig. Ritualer som midsommerfesten Sankt Hans hjælper os med netop det. De giver os en anledning til at samles, synge, tale sammen og mærke, at vi ikke står alene. Ilden foran os bliver et samlingspunkt, men det egentlige lys kommer fra det, vi skaber mellem hinanden.
I en tid, hvor meget går stærkt, og hvor vi ofte kan komme til at leve hver for sig bag skærme, kalendere og travle dage, er det værdifuldt at have aftener som denne. Her sænker vi tempoet.
Her bliver vi mindet om, at sammenhængskraft ikke er noget abstrakt ord. At historien har værdi. Der er naboer, der hilser. Det er børn, der leger på kryds og tværs. Det er unge, der finder et sted at høre til. Det er ældre, der deler erfaringer. Det er fælles ansvar i praksis.
Når vi tænder bålet, sender vi ikke kun gnister mod himlen. Vi sender også et signal til hinanden: at vi vil fællesskabet. At vi vil passe på de traditioner, der samler os. At vi vil styrke de foreninger og frivillige kræfter, som får lokalsamfundet til at hænge sammen. Og at vi vil give næste generation mere end minder; vi vil give dem erfaringen af at høre til.
Så lad os i aften glæde os over bålet, sangen og sommeren. Lad os glæde os over dem, der har gjort aftenen mulig. Og lad os tage følelsen af fællesskab med os hjem, så den ikke kun lever her ved bålet, men også i hverdagen: i foreningerne, på vejen, i skolen, på arbejdspladsen og dér, hvor vi møder hinanden.
Rigtig glædelig Sankt Hans, og tak fordi I er med til at holde fællesskabet levende.